Sommerstemningen bliver lun og lummer, når komiker og tv-vært Jesper Juhl besøger Thomas Warberg i hans sommershow i Tivoli. Warberg og kapelmester Thorbjørn Poulsen har som sædvanlig forberedt en række sjove sommerlege, hvor gæsterne er tvunget til at lege med. Jesper Juhl skal blandt andet udsættes for en nærdødsoplevelse med en vandpistol, og så fortæller han, hvorfor han på en sommerferie har ageret prinsessen på ærten.